Havnens historie 3. del

Havneudvidelsen 1824.
Den 19. Maj 1824 vedtog man ved kgl. resolution at godkende udvidelsen af Helsingør Havn og samtidig gøre den til statshavn.
Den nye havn var tegnet af havnekaptajn Henne. Arbejdet gik i sin enkelthed ud på at forlænge den søndre havnearm og forlægge den nordre arm til midt mellem Kronborgs fæstningsterræn og Alléen, den nuværende Allégade. I forbindelse med denne havneudvidelse fik Øresunds Toldkammer i årene 1827-28 endelig gennemført anlægget af en landingsbro ud for toldkammerbygningen tillige med et karantænevagthus og senere et brokaperhus ved broen.      
Helsingørs nye udvidede havn stod færdig i 1829, hvor den ikke alene var blevet op mod 5 gange større, men også betydelig dybere. Havnen var naturligvis også forsynet med de for skibene fornødne bekvemmeligheder, således det i 1827 opførte tempellignende vandaftapningshus ved Havnegade. Det var Helsingør Vandkompagni, der her fik sig en ekstra skilling i den slunkne kasse, når vandmanden med sine sejldugsslanger kunne levere skibene det livsnødvendige drikkevand. Her udfoldede sig selvsagt et vældigt leben, når man kappedes om at komme først.
I 1830 blev der rejst et vippefyr i mere moderne udgave på det søndre molehoved, ligesom her også blev opført et lille skur til havnebetjenten, så han kunne kontrollere de indsejlende skibe.  

Plan over Helsingør Havn med sundtoldkvarteret ca. 1850. Omkring havnen, der blev udvidet 1824-28, centrerer livet. Her ligger Øresunds Toldkammer med karantænebroen; her er værft, kogehus, vandfyldningsplads, færgelavs- og lodskontorer, og også byens toldkammer med pakhuse. I bygningerne langs Strand- og Stengade ligger sundtoldklarernes og de fremmede konsulers boliger. Langs stranden sydvest for byen findes flere "bakker", småpladser for både, opfiskede ankre osv. Mod øst grænser byen op til Kronborgs glacis. - Sammenstillet efter samtidige kort.