|
Over sø og land
Skønt trafikken over land ad Strandvejen til København fik en
kærkommen forbedring med Kongevejens fremførelse fra Hørsholm til
Helsingør i 1789, blev sunddamperen fra København til Helsingør i
midten af 1800-t. dog det foretrukne samfærdselsmiddel, eftersom
turen kun tog 4 timer. Den blev så atter udkonkurreret i 1864 af
jernbaneforbindelsen, der via Hillerød kunne klare turen på bare 2
timer, og med kystbanens anlæggelse i 1891 toppede succesen.
Tog- og vejtrafikken er siden stadig forbedret i skøn sammenhæng
med havnedriften, søsporten, turismen og sejladsen på sundet.
Således motorvej i 1960’erne, nye færgelejer i 1980’erne og i
fremtiden måske en tunnel, mens et broprojekt fra Marienlyst til
Sverige tidligt i århundredet blot gik i sig selv.
Havne- og værftsbyen Helsingør
Helsingør ligger gunstigt som det nærmeste overfartssted til
Sverige, og der har været færgefart herimellem længere, end der har
været byer. Men i flere hundrede år var et par anløbsbroer på
stranden mod øst åbenbart det tilstrækkelige for overfarten såvel
som for sundtoldens opkrævning, der siden 1426 foregik ombord på de
passerende skibe, som blot for en stund kastede anker. En egentlig
havn fik man først i 1767.
Denne beskedne havn blev så udvidet i 1820’erne af staten, og siden
sundtoldens ophævelse i 1857 fulgte den ene udvidelse efter den
anden, hvor bl.a. Helsingør Skibsværft med bassiner blev etableret
i og ved Kronborgs bastioner og voldanlæg. Værftet blev byens
førende industri gennem 100 år indtil lukningen i 1983.
Enhver som gæster Helsingørs havneområder i dag skal også opleve
Kronborg på den ene side og den levende by på den anden side med
moderne forretningsliv i gader og huse, der for en større del har
rod i middelalderen (Erik af Pommerns tid).
Siden Statshavnens udvidelse i 1820’erne havde det desuden været på
tale at etablere en trafik- og fiskerihavn på nordkysten, ikke
mindst i 1866, da den franske ingeniør Louis Carlé foreslog
Helsingør som et knudepunkt for tidens stærkt voksende russiske
eksport. I stedet for som hidtil at ligge under for den lange
russiske vinter, skulle de små flodskibe fortsætte til Helsingør og
aflevere deres last i en ny stor nordhavn, som de amerikanske og
vesteuropæiske handelspartnere kunne anløbe hele året, og han
mente, den ville kunne konkurrere med de tyske havne. Dette
nordhavnsprojekt indbefattede en kanalforbindelse til Statshavnen.
Kystsikring, turisme og friluftsliv
Louis Carlé havde imidlertid ikke held til at samle byggekapitalen
på 8 millioner guldfrancs, så projektet blev henlagt. Men idéen
blev bl.a. genoptaget 1909-24 med planer om en nordhavn, hvis
udstrækning var tre gange større end den nuværende Nordhavn. Planen
blev imidlertid mødt med voldsom kritik fra dele af befolkningen,
eftersom en sådan havn med moler og bølgebrydere ville "sløre
indtrykket af kronborgs nuværende ejendommelige beliggenhed på en
pynt".
I mellemtiden opstod nye argumenter for at bygge en havn på
nordkysten. Således taltes om nødvendigheden af en kystsikring, der
kunne kombineres med havneanlæggelsen, og dels blomstrede turismen
samt sejlsports-, frilufts- og badelivet, hvilket medførte behov
for såvel en lystbådehavn som anlæggelse af en søbadeanstalt, flere
bådklubfaciliteter o.s.v. Helsingørs dengang 54 erhvervsfiskere
ønskede endvidere bedre forhold, mens lystfartøjer overhovedet ikke
måtte befærde Statshavnen.
Industri vis a vis badeliv.
Helsingør kommune fandt derfor i 1931, at tiden for alvor var inde
til at begynde et beskedent havnebyggeri på nordkysten. Af
økonomiske grunde tillod man at nogen industri slog sig ned i
Grønnehaveområdet bagved havnen i lighed med
fiskenetsfabrikken(1894) og Glasværket(1906-30). Herved fik den
svenske gummifabrik Tretorn held til at placere sig her med en
filial, der snart var byens næststørste arbejdsplads. Samtidig bød
et konsortium ind på området klods op ad gummifabrikken med et
storstilet projekt "Kronborg Havbad", der med tiden ville
kunne udvikle sig til en dansk udgave af Miami Beach i Florida.
"Restaurant Kronborg Havbad" blev opført i tidens Art
deco-stil efter tegninger af den københavnske arkitekt Einar
Rosenstand(1934), og yderst på nordre mole byggede Helsingør
Svømmeklub i 1935 et svømmestadion.
Havneservice.
Mellem Kronborgs exercerplads og "Kronborg Havbad" var
der ud for fiskerbådebassinet en stejleplads for fiskerne, og
efterhånden blev der langs bredden bygget nogle forretnings- og
servicebygninger, herunder den endnu bevarede krumme bygning, hvor
der nu er havnekontor. Den nuværende havnefogedbolig blev opført i
1937 og fik indrettet havnefogedkontor i det nordlige værelse.
Træbådeværft, værksteder, klubhuse.
Ud for fiskerihavnens ophalingsbedding genopførte man i 1942-43
Helgolandsværftet, en træbygning, som i starten af krigsårene blev
revet ned i København. I denne gamle værftsbygning havde fiskerne
mulighed for at få bygget eller restaureret deres træbåde. Denne nu
bevaringsværdige gamle værftsbygning er netop blevet renoveret og
indeholder ud over Havnens eget værksted stadig et træbådeværksted
samt forretningslokaler for salg af både, bådmotorer og
sejlerudstyr.
Kronborg Havbad blev revet ned i 1979 og erstattet med Helsingør
Amatør Sejlklubs store bygning i træ. I 1985 kom Jollehuset til, og
samtidig fik søspejderne et nyt hus mellem den store og den lille
bedding. Fritidsfiskerne og strandjægerne fik klubhuse i 1987,
ligesom der kom en række nye bådreparations- og opbevaringsskure.
Senest er kommet et par masteskure til.
Fra havn til havn.
Helsingør Nordhavn er et ægte kulturmiljø, hvor borgere og gæster
finder trivsel, netop fordi der er en passende sammenhæng mellem
det rekreative, fritidsbetonede og det fortsat levende,
erhvervsmæssige miljø. Det bærende i Helsingørs havneområder er
trafikken på vandet, og den vil vedblivende være der og fortsat
være som en bro for påvirkninger fra omverdenen. Samarbejdet mellem
Helsingør og Helsingborg er som en ring i vandet.
|